Moster Annes Juleeventyr »

 Moster Annes juleeventyr  
- trænger du til lidt julestemning, så læs bare videre. Virker også når det ikke er december.

Den 1. December.

Det var en mørk og umådelig kold morgen. Anton-Amarhylde stod ud af sin seng, og kiggede ud af vinduet. Igen i år skulle hele december måned og julen gå uden så meget som et spor af sne. Anton-Amarhylde var egentlig også ligeglad, for han hadede alt, hvad der havde med jul at gøre. “Julen er bare åndsvag og den er kun opfundet, så forretningerne kan tjene flere penge!” plejede han at sige.
Julegaverne havde han intet imod, for hans forældre gav ham altid, hvad han ønskede sig, i håb om at sprede lidt juleglæde i hans underlige teenager-hoved. Han kunne bare ikke klare, at de altid pakkede gaverne ind i JULE-papir med JULE-nisser og JULE-sne på, for der var jo ingen af delene han gad at glo på...

Den 2. December.

Når det så kom til, at Anton-Amarhylde skulle give gaver til familien, var det det samme hvert år.
Moren fik altid Anton-Amarhyldes beskidte undertøj, for så kunne hun jo pænt vaske det, og levere det tilbage.
Faren fik en æske tændstikker (brugt vel at mærke!) til sin pibe. Nu skal det bare lige siges, at faren ikke røg pibe. Han var rent faktisk allergiker.
Lillesøster-Lystig fik 2 papirklips. Så kunne hun selv vælge, om hun ville sætte hår på sin barbie-dukke, eller om hun ville øve sig på, at bryde låsen til barskabet op.
Sidst men ikke mindst var der jo Bedstemor og Bedstefar, men de fik aldrig noget, for Anton-Amarhylde havde en teori om, at deres voksende senilitet havde taget overhånd, og så bildte han dem ind, at han havde givet dem det tøj de havde på kroppen. De var egentlig ikke mere end 65 og 67 år, og langt fra senile, men de simulerede glæde, for de vidste godt, at det ikke nyttede noget at protestere. -Og så fik de fred for hans lange vrede taler, om hvor dum julen var.

Den 3. December.

I skolen var det altid det samme i julemåneden. Når de andre elever sad og klippede julepynt, sad Anton-Amarhylde, og planlagde den kæmpe store “mordbrand”, der skulle finde sted den sidste dag inden juleferien. Det var en evigt tilbagevendende begivenhed, som alle kendte til. Anton-Amarhylde gik meget op i planlægningen, for den skulle være rigtig pæn i år. Det var altid de andre elevers nisselandskab, der var offer for Anton-Amarhyldes små julelege.
Lærerne var hvert år forberedte på Anton-Amarhyldes lille nummer, så de erstattede vattet, der ellers skulle ligne sne, med skum fra den skumslukker, der havde fulgt Anton-Amarhylde hele hans skoletid.
 
Den 4. December. 

Når Anton-Amerhylde ikke lige var i skole, sad han tit og ofte nede på netcaféen og spillede smart.
Han vidste ikke helt, hvordan computerne fungerede, men det så da lækkert ud, når man så ud som om, man skrev sammen med en eller anden lækker pige fra København.
Anton-Amarhylde trykkede bare lidt på nogle knapper, sagde et par lyde, og brød så nogen gange ud i et kæmpe grin, så de andre ville tro, at han havde fanget den helt store sild...
Han kunne sidde dernede i flere timer, bare for at slippe for at se på hans mor der løb rundt derhjemme og julepyntede til hun blev helt blå i hovedet.

Den 5. December

En dag gik han ned på netcafeen, fordi hans mor havde spurgt, om ikke han ville være med til at bage en ordentlig omgang dejlige JULE-klejner. Det kunne han slet ikke klare, for i skolen havde hans lærer læst op fra “Peters Jul”, og Anton-Amarhylde var blevet smidt uden for døren fordi han blev ved med at sidde og sige pruttelyde for at ødelægge historien. Anton-Amarhylde synes selv, det havde været hyldende morsomt, og hans sidemand Jens-Petter havde da også fnist lidt.
Nu sad han så altså på netcafeen og var godt gal i skralden og trykkede på alle tasterne på tastaturet. Han lavede forskellige mønstre og melodier, men så lige pludselig...........

Den 6. December

…kom han til at trykke på en knap, han aldrig havde trykket på før. Skærmen blev lilla, og PUFFF(!) dukkede der en lille underlig skikkelse frem på skærmen.
“Sej! Jeg sedder Selle Sønisse,” sagde den lille underlige skikkelse. (Hvad Anton-Amarhylde ikke vidste på det tidspunkt var, at Selle Sønisse ikke kunne sige h, men i stedet sagde s. Hun hed rent faktisk Helle Hønisse.) Hun dansede lidt rundt på skærmen. Anton-Amarhylde havde aldrig set den form for dans før, så han tænkte at det nok var en form for noget moderne dans eller funk.

Den 7. December.

Han kiggede sig hurtigt omkring, for at se om der var nogen der kiggede, og så sagde han:
“Øhm…s…Dav. Jeg hedder Anton-Amarhylde,” sagde Anton Amarhylde.
“Nå, sva så? Sidder du ser nede sele dagen, eller svad?” spurgte Selle Sønisse.
“Arj…det…jo…jeg mener…det hænder,” fik Anton-Amarhylde fremstammet.
“Sm! Det lyder selt vildt syggeligt. Svor bor du?”
“Øh…Hva`”
“Ja, svor sar du sjemme?”
“Nåh! Jeg bor lige her oppe for enden af vejen.” Anton-Amarhylde begyndte at kunne forstå lidt af hvad Selle Sønisse sagde.
“Du Anton?”
“Det er Anton-Amarhylde med bindestreg!” snerrede Anton-Amarhylde.
“Nå-nå! Små slag. Nu savde vi det lige så syggeligt, og så farer du op over, at jeg ikke lige kan suske svad du sedder,” forsvarede Selle Sønisse sig.
Der blev stille et øjeblik. Selle Sønisse havde vist glemt, hvad hun ville sige. Endelig kom hun i tanke om det og sagde:

Den 8. December.

“Sva..øhm…gi´r du en kop skold sed kakao eller sva?”
“Skold sed kakao,” hviskede Anton-Amarhylde for sig selv, “Nåh, skold hed kakao! Jo det kan vi da sikkert godt finde ud af.”
“Serre sejt og kanont!!” udbrød Selle Sønisse, “svornår går vi!”
Vi kan da godt smutte med det samme.”
“jeg sopper lige ned i din lomme. Er det i orden?”
“Helt i orden”, sagde Anton-Amarhylde og hev lidt ud i sin jakkelomme for at gøre plads til Selle Sønisse.

Den 9. December

Anton-Amarhylde gik ud af netcafeen, og han kunne mærke hvordan Selle Sønisse rodede rundt nede i hans jakkelomme.
“Hva så, finder du noget spændende;” spurgte han.
“Nej, ser lugter bare lidt skægt, og så er ser mørkt.”
“HA! Er du mørkeræd?” udbrød Anton-Amarhylde hånligt.
“…øsm…nej….ja….Det er medfødt! Det sidder i generne! Det er arveligt! Min mor var det også. -Og min onkel Sans-Senrik! Det er…”
“Så-så. Det er jo ikke noget man kan gøre for,” sagde Anton-Amarhylde trøstende, “Der er mange der er mørkeræde, og man kan sagtens være et rart menneske alligevel.” Han smilede lidt og gik videre. Han vidste ikke helt hvilket humør han skulle være i, nu hvor han gik rundt med en nisse i lommen.

Den 10. December.

Hjemme hos Anton-Amarhylde stod huset på den anden ende. Moren styrtede forvirret rundt, for at sætte julepynt op. Faren prøvede, at få de elektriske juletræslys til at fungere. Han havde nu aldrig være det store tekniske geni, så han havde da fået 220 volt igennem sig et par gange. “Det spreder jo også lidt julehygge og glæde, når man sådan laver lidt julesjov og fis en gang i mellem,” sagde han. (Det sagde han hvert år, når han havde sprunget 4-5 propper.)
Lillesøster-Lystig sad under stuebordet for at undgå at gå i vejen. Det gik bare ikke så godt, for når moren julepyntede, så julepyntede hun! Deres stakkels hund, goldenretrieveren Bjæff havde forsøgt at gemme sig under køkkenvasken, for at undgå at blive julepyntet, men alligevel gik den rundt med en stor rød sløjfe om maven og et kræmmerhus med på hvert øre.

Den 11. December.

Anton-Amarhylde løb hurtigt op på sit værelse, så ingen så ham, og prøvede at tvinge ham til, at deltage i julehyggen. Det havde han prøvet alt for mange gange. Før i tiden lod han som om han pludselig havde fået ondt i maven, og desværre blev nødt til at gå i seng. De havde ikke troet på ham, før han havde slået en kæmpe stinkbombe af en prut. Så ville de meget gerne have at han gik op på sit værelse. -Og lukkede døren!  

Den 12. December.

Han lukkede hurtigt døren til værelset, satte sig på sengen, og trak igen ud i lommen, så Selle Sønisse kunne hoppe ud.
“Svad…øsm…gør du altid sådan?” spurgte Selle Sønisse.
“Gør hvad?” spurgte Anton-Amarhylde skarpt.
“Ja altså, det der med at løbe op på dit værelse  uden at silse.”
“Silse..?”
“Ja, sige sejsa eller  sej eller dav.”
“Det er altså meget normalt, når man er teenager”, svarede Anton-Amarhylde lidt afvisende.
“Du tager altså ikke skade af at silse. Og det er lige meget svor gammel du er”, sagde Selle sønisse lidt vredt.
“Nårh! Jeg gider bare ikke, fordi de er så juletossede. Jeg hader julen!”  

Den 13. December.

“Sader du julen?” råbte Selle Sønisse med gråd og frygt i stemmen.
“Ja! Den er så åndsvag, og den er kun opfundet, så forretningerne kan tjene flere penge!”
“Så-så. Små slag. Der er vel ingen grund til, at soppe ned og sidse sig sådan op,” sagde Selle Sønisse.
“Jo der er,” sagde Anton-Amarhylde, “og skulle vi aldrig have noget kakao!”

Den 14. December.

Anton-Amarhylde rejste sig fra sengen, hvor han sad, og gik ud af døren.
“Svad selvede sidsede san sig nu op over?” mumlede Selle Sønisse for sig selv. Hun kiggede rundt i rummet, for at se om der var noget hun kunne moppe Anton-Amarhylde med. Hun var stadig lidt bitter over det der med, at han havde opdaget, at hun var mørkeræd. “Jeg skal nok finde noget, jeg kan drille sam med. Sæ-sæ-sæ…..”sagde hun med et skummelt ansigtsudtryk.
Hun kiggede over på reolen ved vinduet. Hendes ansigtsudtryk var ikke skummelt mere. Nærmere undrende. Hun drejede hovedet lidt på skrå, missede med øjnene mod solen for til sidst at byde ud i krampelatter. “Sa-sa-sa! Der fik jeg sam dæleme! Sa-sa-sa!”

Den 15. December.

Oppe på reolen stod der et billede af Anton-Amarhylde siddende på skødet af selveste Hr. Julemanden.
“Nu skal san få tilbage af samme pose…sæ-sæ-sæ…” Igen blev hendes ansigtsudtryk skummelt og hun lignede en dårlig efterligning af en god gammeldags drillepind.
Man kunne høre familien tumle rundt nedenunder, og hvis man hørte rigtig godt efter, kunne man rent faktisk også høre morens spæde desperate forsøg på at synge kor til wham´s “Last christmas.”  Selle Sønisse blev hurtigt enig med sig selv om, at moren vist ikke skulle regne med en pladekontrakt en af de nærmeste dage. “Sun lyder jo, som når man putter sukker i tanken på Robert Hansens knallert 45,” sagde hun med væmmelse i stemmen. Hun satte sig ned på sengen, med billedet af Anton-Amarhylde og selveste Hr. Julemanden i hånden. “Sæ-sæ-sæ…”

Den 16. December

Anton-Amarhylde kom ind af døren med to kopper kakao i hænderne og en pose hjemmelavede naturbolcher hængende ud af den ene mundvig.
“Arj, svor er du da bare selt vildt syggelig,” sagde Selle Sønisse, “Er det noget du praktiserer, eller sva?”
“Pragmatiserer..?” sagde Anton-Amarhylde, og så meget undrende ud.
“Pragmatiserer? Svad selvede snakker du om, din tåbe?”
“Kaldte du mig tåbe, din lille lede s…..!”
“Sov-sov! Lige inden du kommer for godt i gang, skal du lige vide, at jeg er en sønisse, og at jeg både kan søres i stereo og mono!”
“Sagde du Lone, din lille dårlige efterligning af en irritiationsmodel. Hvis der er nogen her der hedder Lone, så er det ihvertfald ikke mig!”
“Så er det snart nok, din store vandbøffel-bæ! Siden svornår er jeg begyndt at ligne en kvinde på 60, om jeg må spørge?”
“Hvad…Har du drukke for meget cola eller sådan noget? Jeg har ikke sagt noget om, at du ligner en på 60. Jeg synes bare at…..”
“Så er det snart nok! Jeg er træt af at søre dine dårlige undskyldninger. Kan du ikke bare sa´ det i en pose, og derefter passe dig selv og dine grimme flyveører.”
“Sagde du noget om mine ører?”
“Ja, de er da så store, at du skal betale ekstra for at køre i bus og tog.”
“Hva sagde du??…”
“Dine ører er så store, at Gud gav dem sjernen. Så er det derfor du er så dum.”
“Arj helt ærligt…”
“Du skal aldeles ikke selt ærlige mig, din dumme sildesajs-bæ.”  

Den 17. December.

Anton-Amarhylde kunne ikke få et ord frem. Han stod bare, og kiggede på Selle Sønisse, der var helt rød i hovedet af raseri. “Sildesajs-bæ? Hvad er da det for et latterligt ord? Er det et du selv har fundet på?” sagde han grinende.
Selle Sønisse kiggede op på ham og sagde: “…Øsm…se-se…Ja okay, det var et ord jeg lige selv fandt på, men jeg blev bare så gal, at jeg ikke vidste om jeg skulle soppe grinene eller grædende serfra. Sar du aldrig prøvet det, sva’?”
Anton-Amarhylde kiggede medlidende på Selle Sønisse og sagde: “ Hør her Selle: Nogle gange må mennesker, dyr, underlige og uunderlige væsener bare acceptere hinanden som de nu er født, eller for den sags skyld, skabt. -Og så er det altså ligemeget om de har store ører, eller om de lugter skægt.”
“ Sagde du lige, at jeg sar en skæg lugt…!?”
“ Arj, Selle! Nu skal du heller ikke være for nærtagende.”
“Det må du altså undskylde, men du ved svordan det er. …Synes du virkelig jeg lugter?”
Anton-Amarhylde fnisede...

Den 18. December.

Selle Sønisse og Anton-Amarhylde droppede diskussionen, før den igen ville tage overhånd. Selle Sønisse var lidt ligeglad om hun vandt diskussionen, for hun havde jo billedet af Anton-Amarhylde og Hr. Julemanden i lommen. Hun overvejede, om hun skulle vente med at fortælle ham at hun havde det, til efter han havde budt hende på middag, men blev dog enig med sig selv om, at jo tidligere hun viste ham billedet, jo længere kunne hun grine af ham.
Hun tog sig sammen, hostede lidt for at gøre sin stemme stærkere og sagde så:

Den 19. December.

“ Srøm-srøm…du Anton-Amarhylde…srøm-srøm…der er noget jeg sådan ligesom sar tænk lidt på…”
Anton-Amarhylde kiggede op fra bunden af sit tomme kakaokrus, snøftede lidt fordi varmen fra kakaoen virkelig havde sat gang i hans slimhinder, hvorefter han sagde: “Ja?”
“ Sost-sost...det der med at du ikke kan lide julen, ikk…”
“ Snøft-snøft…atjuu(!)….øhm…ja?”
“ Prosit!”
“ Tak.”
“ Det var da så lidt.”
“ Hvad var det du ville sige?!”
“ Nås ja… øsm…sar det altid været sådan?”
“ Sådan hvad?”
“ Ja det der med at du ikke kunne li’ julen.”
Anton-Amarhylde virkede lettere irriteret, fordi Selle Sønisse havde bragt et af hans følsomme emner på bane.

Den 20. December.

“ Altså Selle. Det er altså noget, jeg ikke er så glad for at snakke om. Er det okay?”
Selle Sønisse kiggede lidt mistroisk på ham, overvejede lidt om det så ville være tarveligt at vise det åbenbart ret pinlige billede, men sagde så, bare for at virke lidt kold og hård: “ Nej Anton-Amarsylde! Det er oversovedet ikke i orden. Jeg føler ligesom, at vi sar et par ting, vi lige skal save snakket om. Se nu, bare for at tage et eksempel, det ser billede,” hun hev billedet af Anton-Amarhylde og Hr. Julemanden frem og fortsatte, “svad sar du at sige til dit forsvar?”

Den 21. December.

Anton-Amarhylde kiggede måbende på billedet. Hans øjne blev våde, og han blev lidt forpustet.
“ Hvor  har du fundet det henne? Er du klar over hvad det kan betyde for mig og min fremtid, at du sidder der, og flagrer med noget så latterligt som et billede af mig og Hr. Julemanden?”
Selle Sønisse vidste ikke lige hvilket ben hun skulle stå på, så hun satte sig hurtigt ned. “ Øsm…det vat altså ikke meningen, at du skulle blive sidsig eller oprevet. Jeg ville bare tage sævn, fordi du savde drillet mig med, at jeg er mørkeræd.” Selle Sønisses stemme blev lidt lavere, og hendes øjne var fugtigere end normalt. Hun kiggede sig hurtigt om i rummet, for at finde en eventuel smutvej ud, hvis det skulle blive nødvendigt.
Anton-Amarhylde var i mellemtiden sunket sammen ovre i hjørnet af værelset. Han sad sammenkrøllet, og så tomt ud lokalet. Der gled en lille tåre ned ad hans venstre kind. Den endte i hans mundvig, hvor…

Den 22. December.

…den koldt og ubarmhjertigt blev suget ind i Anton-Amarhyldes mund, for senere at blive sunket og blandet med den varme kakao Anton-Amarhylde lige havde drukket.
Selle Sønisse tog initiativet til at starte en ny samtale, men blev afbrudt af Anton-Amarhylde, der sagde: “ Selle Sønisse. Du må undskylde, hvis jeg skræmte dig, men jeg har altid prøvet at flygte fra julen, fordi jeg, den dag billedet blev taget, havde tisset i bukserne, og gjorde Hr. Julemandens bukser drivvåde. Det var bare så pinligt, at jeg siden den dag, har hadet alt det der julehalløj.”
Selle Sønisse så nu meget overrasket ud, men tog sig så sammen og sagde:

Den 23. December.

“ Så-så, Anton-Amarhylde. Det skal du ikke være flov over. I mine spæde barneår var jeg også sengevæder, og i mange år sov jeg med natlagen. Er du klar over, svor dårligt man ligger på sådan et?” Anton-Amarhylde så på Selle Sønisse med et blik, der bare sagde. “Du og jeg Emil!” Han smilede stille og sagde så: “ Selle Sønisse, jeg er dæleme glad for at have mødt dig. Hvorfor skete det ikke lidt tidligere, for så kunne jeg ha´ givet min familie den glæde de så længe har ønsket sig.”
Selle Sønisse pådrog sig det mest selvsikre ansigtsudtryk nogensinde og sagde så: “ Svad øsm du Anton-Amarsylde. Du tror måske, at du er den eneste i sele verdenen, der sar det svært i julen?” Hun kiggede ud af vinduet,…

Den 24. December.

…fik et mærkeligt udtryk i øjnene og sagde: “ Rundt omkring i verdenen er der mange mennesker, der sar det svært her i julemåneden. Nogle sar ikke penge til at købe mad og gaver for. Andre sar ingen familie eller venner, at solde jul sammen med. Og så er der jo også sådan nogle som dig, der  på et eller andet tidspunkt i deres liv, sar været udsat for en ubesagelig oplevelse med sensyn til julen, og derfor sar fortrængt ensver form for lyst til jule-sygge, julemad og samvær med folk man solder af. Det er så altså mit job, at sjælpe sådan nogle som dig til en bedre jul. Er det ikke bare dejligt?” Anton-Amarhylde smilede, og rejste sig for at gå hen imod Selle Sønisse, men han nåede ikke særligt langt, for pludselig gik alt lyset ud, og han væltede over skraldespanden. Man kunne høre buldren og bragen fra underetagen, og pludselig kunne man også høre faren de råbte: “Der er bare mig, der laver lidt julefis. Er det ikke hyggeligt?”
Lyset blev atter tændt, og Anton-Amarhylde fandt sig selv ligge smurt ind i gamle bananskræller og afsuttede, hjemmelavede naturbolcher. (han havde nu aldrig rigtig brudt sig om dem.) Anton-Amarhylde kiggede sig om. Han kunne ikke se Selle Sønisse nogen steder. “Hey Selle Sønisse?!” råbte han, men der var ingen der svarede. Han ledte alle steder. I sine lommer, under sengen og i sine potteplanter, men hun var ikke til at finde. Anton-Amarhylde satte sig ned på sengen med et opgivende suk. Pludselig hørte han Selle Sønisses stemme der sagde: “ Du Anton-Amarsylde? Jeg er taget sjem til min egen underlige verden. Min mission er fuldført. Du må sa´ en rigtig syggelig og dejlig jul sammen med din familie. Det kan være, at jeg kigger forbi om et par år. Ka´ du sa´ det i en pose, du gamle!”
Anton-Amarhylde smilede stille og nikkede lidt for sig selv: “Ja det skal jeg nok Selle Sønisse.”

Det blev i sandhed en dejlig jul for Anton-Amarhylde. Gaverne blev købt, maden blev spist og sangene blev sunget. (Godt lød det nu ikke, men for pokker hvor de hyggede sig alle sammen) (Slut-prut! -og glædelig jul!!)